DOF Nordsjælland hilser den nye Naturnationalpark velkommen!
Dansk Ornitologisk Forening Nordsjælland er begejstrede for, at Nordsjælland lokalt skal bidrage til at øge biodiversiteten gennem den nye naturnationalpark i Gribskov.
Vi er i Nordsjælland begunstiget af meget store statslige skovområder i forhold til store dele af det øvrige Danmark, nemlig ca. 18.650 ha beliggende i de 9 nordligste kommuner.
Men Danmark mangler plads til vild natur på naturens egne præmisser, da en stor del at Danmarks areal er bebygget og opdyrket (også de eksisterende skove), og 90 % af det, vi kalder natur, er i ugunstig bevaringsstatus. Ifølge miljøstyrelsen sker artstabet 100-1000 gange hurtigere end tidligere i menneskets historie på grund af menneskelige aktiviteter, og fuglemæssigt har Nordsjælland en række arter, som vi internationalt er forpligtede til at bevare, da de er meget truede internationalt, og vi har en rimelig bestand.
Nu er der endelig udpeget et område, som skal råde bod på artstabet – om end området kun er på 1.100 ha, hvilket er en meget lille del af Gribskovs i alt 5.500 ha.
Formålet med en naturnationalpark er at give plads til, at der kan udvikle sig egentlig natur med stor artsrigdom. Men for at de forskellige arter kan trives, skal der både være tilgroede og lysåbne arealer, og lader vi det passe sig selv uden større dyr til at græsse af, vil det gro helt til og ikke kunne opfylde formålet. Et eksempel på dette er de eksisterende lysninger, som gror fuldstændig til i birk, store bregner og højt græs. Den eksisterende hjortebestand er ikke i stand til at afhjælpe dette, og derfor mener vi, det er en nødvendighed, at der bliver udsat større og flere forskellige planteædere, der skal æde både højt og lavt, planter som træer.
Vi finder det vigtigt, at de biologer og andre fagfolk, der de senere år har beskæftiget sig med emnet, bliver de toneangivende parter i udviklingen af dette spændende tiltag.
Skal vi have nye og store arter af træ- og planteædere, er det nødvendigt at sætte hegn om, så der ikke opstår konflikter med de omkringboende landmænd og trafikken gennem skoven. Hegnet opfatter vi som et nødvendigt onde, men det vil i øvrigt erstatte de mange små eksisterende indhegninger, der er i skoven af andre hensyn.
Derfor glæder vi os til det nye initiativ, som er længe ønsket!
På vegne af Dansk Ornitologisk Forening Nordsjælland
Luise Ekberg, formand og Jens Lykkebo, bestyrelsesmedlem
Kontakt Jens Lykkebo, tlf. 20452945