af naturvejleder og fugleambassadør, Mikkel Østergaard Harder.
Ørneklubben er et tilbud til børn i alderen 6-12 år. Interessen for Ørneklubben er støt stigende mange steder i landet, og det er jo fantastisk.
I DOF Nordsjælland er Ørneklubben et helt nyt tiltag. Vi har endnu ikke afholdt fugleture, men meget er i støbeskeen, og vi glæder os til at komme i gang.
Jeg var den første fugleambassadør her i Nordsjælland. Siden er der kommet tre mere med i gruppen. Fugleambassadør er en betegnelse for de frivillige ornitologer, som arrangerer ture i Ørneklubben.
At formidle til børn er en meget anderledes opgave end at formidle til voksne. Det skal være sjovt, underholdende og gerne varieret at være på fugletur. Ud over de fugle, vi ser, finder vi måske nogle bænkebidere i skovbunden. Naturen ses i sammenhæng, så den slags sidespring skal der være plads til. Det er vigtigt at gribe børnenes interesse, være fleksibel og kunne ændre plan efter børnenes ønsker. Konkurrencer er også et af elementerne, og gennem legen bliver børnene opmærksomme på forskellige fuglearter.
Vi er i gang med at indsamle fjer og kranier samt udstoppede fugle, da vi ved af erfaring fra andre steder i landet, at disse genstande er en god hjælp til at formidle fuglene.
Hvis du har noget relevante genstande liggende, som du vil donere til Ørneklubben i DOF Nordsjælland, så skriv eller ring gerne til mig:
mobil 4016 1514
mikkelost@gmail.dk
Man kan møde op på Ørneklub-turene helt gratis uden at skulle melde sig ind i Ørneklubben for at se, om det er noget, der har interesse. Det er dog en betingelse, at børnene er ifølge med en voksen, som kan tage ansvar for børnene på turen.
Vores håb er selvfølgelig at børnene bliver så optaget af fugle, at de melder sig ind i Ørneklubben efterfølgende.