Naturens Dag 2023 på Esrum Møllegård

Naturens Dag er en årlig begivenhed, hvor man kan opleve og lære om naturen på forskellige måder. Det er en god mulighed for at nyde den smukke natur i Nationalpark Kongernes Nordsjælland og have det sjovt og spændende med familie og venner.

Naturens Dag på Esrum Møllegård finder sted søndag 10. september fra kl. 11 til 15, og her i Nordsjælland kan I i det omfattende program blandt meget andet besøge DOF Nordsjællandsstand og høre om forekomst af havørn, fiskeørn og rød glente i vores landsdel samt høre om mange andre interessante fugle. I kan også teste jeres fugleviden i en quiz og se hvor mange af de udstoppede fugle, I kan kende.

Andre muligheder for gode naturoplevelser er at undersøge livet i Esrum Å, at samle spiselige planter, at lave bål og at undersøge livet i dødt ved og træ. I kan også høre om skovmår, undersøge dyndet i mølledammen, lære at fiske med fluer og høre om udsætning af ørreder i Esrum Å - og meget andet.

Adressen er Esrum Møllegård, Klostergade 12, Esrum, 3230 Græsted og bemærk, at indkørslen sker fra Frederiksværksvej, hvor der en stor P-plads lige ved møllegården. Vi håber på stort fremmøde og glæder os til at se jer!

Med venlige hilsener DOF Nordsjælland
/Carsten Michael Jørgensen