Tornirisk, foto Jens Lodal
Boligbirding konkurrencen for 2020 er afsluttet med udgangen af juni måned. Det blev med rekord i antallet af deltagere, nemlig 27 mod tidligere højeste antal på 23 i 2019. Antallet af registrerede arter slog også rekord med 129 arter mod sidste år på i alt 124 arter.
Sidste år var højeste antal arter på en matrikel 96, men det tal blev ikke helt nået i år, hvor 93 blev den lokale rekord i Nordsjælland, og det var Luise Ekberg, der hjemtog den sejr. På andenpladsen kom Erik Groth-Andersen med 91 arter, og på tredjepladsen kom Henrik Bjørslev med 84 arter. Slutresultat for alle deltagere ses i listen herunder. Tillykke til alle med de opnåede resultater og et ekstra tillykke til Luise for førstepladsen.
Se hele rapporten for 2020, januar til og med juni, tryk her.
Boligbirding for resten af året
Med en meget hurtig, nærmest spontan indsats, er der blevet igangsat en Boligbirding for resten af året, så har man lyst, kan man fortsætte. Lasse Braae, som har været den store drivkraft i spidsen for projektet, har sat de nødvendige redskaber til rådighed. Hertil hører et særligt skema for alle observationer, som svarer til det, jeg som lokal koordinator i foråret har lagt alles observationer over i.
Betingelsen for at være med resten af året er, at man selv lægger sine data ind i det særlige skema. Det kræver en særlig adgang, og den får man ved at skrive til Lasse Braae med en mail til lassebraae@hotmail.com.
Ud over at lægge data ind i denne særlige tabel, skal man stadig indtaste sine observationer i DOF Basen. For at gøre det hele brugbart, skal det være søgbart i DOF Basen, og derfor skal man i årets anden halvdel nummerere sine observationer BB E1, BB E2 osv. Det er vigtigt, at man starter med BB E, altså fire karakterer inklusive mellemrummet, fordi der i DOF Basen kræves 4 karakterer som minimum i et søgefelt.
Jeg vil stadig sidde i baggrunden og være behjælpelig med at få det hele til at fungere. Kontakt mig blot på jenslodal@yahoo.dk.
Der er i øvrigt en særlig gruppe på Facebook, nemlig ”Boligbirding”, hvor man løbende kan følge med i, hvad der sker landet over.
Rigtig god fornøjelse til alle med fugleobservationer – uanset om det sker til Boligbirding eller ej – der er nok af gode fugleoplevelser, som venter derude.
/Jens Lodal, Aktivitetsudvalget