Spændende reportage fra en vendehalskasse m. kamera

I slutningen af april er vendehalsene som regel ankommet til Melby Overdrev og Asserbo Plantage, så da håber jeg altid at spotte en af dem. Jeg havde været deroppe et par gange uden held, indtil jeg ude på overdrevet d. 25. april 2019 hørte den velkendte kaldelyd, der minder lidt om lille flagspætte - bare tydeligere. Men en ting er at høre kaldet, noget helt andet er at lokalisere fuglen og måske være heldig at få et foto af den, hvilket er målet for min store interesse omkring fuglene.
I et fyrretræ kunne jeg tydeligt høre en, men kunne ikke få øje på den - jeg hørte så en længere væk, men valgte at blive stående ved fyrretræet. Vendehalsens dragt med brunlige, sorte og grå nuancer gør, at den er virkelig godt camoufleret, og når den sidder på en træstamme, kan man opleve at stå lige foran den uden at kunne få øje på den.Pludselig så jeg, at der fløj en fugl ind på bagsiden af fyrretræet, og der var den så - for mig årets første vendehals. Omend mit foto ikke var tilfredsstillende, så var det super at se den - sæsonen var i gang...

Og hvilken sæson, det har vist sig at være!

Lidt senere samme dag, hørte jeg en vendehals kalde inde fra en have, hvor en dame lige var ankommet. Jeg sagde til hende, at jeg kunne høre, at hun havde besøg af en vendehals. Dorthe (damen i haven) inviterede mig med ind for at prøve at lokalisere fuglen. Vi så den meget kort på en kasse, men der var flere kasser i haven, og så var fuglen bare væk. Efter en hyggelig snak, om hvordan Dorthe og hendes mand Klaus havde sat kameraer op i nogle kasser og således kunne se fuglene via deres mobil, forlod jeg haven og sagde, at hun måtte holde øje med, om der kom vendehals i en af kasserne - hvoraf flere allerede var beboede af musvitter og spætmejser.

Vendehals AD AnneBlotting
De to voksne vendehalse ved kassen, foto Anne Blotting

Jeg tænkte selvfølgelig på, om man kunne være så heldig, at der gik en vendehals i en af kasserne med kamera - det ville jo være fantastisk, for så kunne man følge med i hvor mange æg, der kom og sidenhen unger.

D. 12. maj fik jeg at vide, at vendehalsen netop havde lagt æg i en kasse, og jeg fik en aftale med Dorthe og Klaus, om at jeg måtte have lov at følge lidt med i, hvordan yngleforløbet udviklede sig i «fuglekasse 7", som Klaus havde døbt kassen. Klaus havde selv bygget redekasserne i haven og havde også selv installeret kameraudstyr. Det var ret hyggeligt at observere kassen sammen, og jeg lavede en række filmklip og tog mange fotos i denne periode. Nogle dage var fotograf Jacob Michelsen også med deroppe.


Æg i kassen, video Klaus Søndergård, bearbejdning Anne Blotting

Ind imellem æglægningen så jeg vendehalsene parre sig, men ved ikke om de gør det mellem hver æglægning. De adulte (gamle) fugle deles om at udruge æggene, i denne periode hører man dem næsten aldrig kalde, og der kan gå lang tid mellem, at de skifter plads på æggene. Vi kunne godt kende forskel på de to forældrefugle, men vi kunne ikke afgøre hun og han.

Desværre fik en af fuglene skubbet til kameraet i kassen, så vi herefter kun havde et lidt skævt udsnit af kassen. Vi kunne dog stadig se området, hvor æggene var lagt og sørgede for at tage stillbilleder ind imellem, når chancen bød sig.

Kl. 07:10 fredag d. 31. maj registrerede Dorthe og Klaus, at det første æg var klækket.
Den voksne fugl nippede ungerne med næb og lagde dem ind under sig. Først d. 3. juni var alle æg klækket, og fra da var der travlhed både i og udenfor kassen. I kassen lå nu 10 små lyserøde unger, der endnu intet kunne se, men som allerede havde en fin lille tunge, der indimellem kunne ses.
På redekameraet kunne det tydeligt ses, at de voksne vendehalse sørgede for at holde redekassen ren for eskrementer fra ungerne. Når de fløj ud af kassen kunne man se dem med næbbet fyldt med ekskrementer.

Vendehals AD m ekskrement AnneBlotting
Vendehals med ekskrementsæk, foto Anne Blotting

Ved iagttagelse af vendehalsene, blev jeg fascineret af deres meget lange tunge, som målrettet samlede myrer og myrepupper. Det er svært at fatte, hvordan de kan have så lang en tunge. Hemmeligheden ligger i den måde, hvorpå tungen er anbragt. Som hos andre spættefugle, så strækker tungen sig op omkring kraniet og slutter ved næsehulen, hvilket giver vendehalsen mulighed for at strække den klæbrige tunge ud i næsten tre gange næbbets længde.

Vendehals tunge JacobMichelsen
Vendehalsen stikker sin lange tunge frem, foto Jacob Michelsen

I den første periode, hvor ungerne voksede hurtigt og udviklede fjerdragten, kunne man se forældrefuglene fodre med alt fra 1 minuts mellemrum til op til 20 minutter - de fløj et stykke væk og kom tilbage med næbbet fyldt med myrer og myrepupper, som de hurtigt leverede i kassen, for atter at flyve ud efter føde. Det var sjovt at se, hvordan der kravlede myrer rundt udenpå næb og hoved på fuglene, når de returnerede til kassen.

Først d. 15. juni begyndte jeg at kunne skimte unger, der fik kæmpet sig op i nærheden af hullet i kassen, og fra d. 16. juni skiftedes de til at tigge fra hullet og kalde på forældrene, som fløj i fast rutefart til og fra kassen. Der var en tydelig størrelsesforskel på ungerne, vi så ved hullet.
Fra d. 18. juni forandredes den måde, som forældrefuglene fodrede på. Nogle gange havde de kun nogle få pupper i næbbet, som de prøvede at lokke ungerne ud af kassen med, ved at flyve hen hullet, vise puppen til ungen i hullet, hvorefter de fløj over på en lille gren lige ved kassen. Herfra kaldte de for at få ungerne ud.

D. 19. juni oplevede Dorthe, at den første unge kl. 09:43 fløj ud fra klassen, kl. 09:54 2. unge, kl. 10:14 3. unge og kl. 14:09 fløj 4. unge ud - de øvrige unger fløj ikke denne dag.

Men så oplevede vi noget, som ingen af os vidste - kl. 18:47 fløj to unger efter nogle forsøg, hvor det mislykkedes, ind i kassen igen, og kl. 19:07 returnerede også de sidste to, herefter blev de i kassen og blev fodret nogle gange af de voksne.

Dagen efter er det kun to af ungerne, der er tilbage i kassen, men om aftenen indenfor en periode på ca. 15 minutter, så er alle ungerne atter tilbage i kassen. D. 21. juni flyver også de sidste to unger ud, og vi ser mindst syv unger flyve tilbage i kassen om aftenen, hvilket de i øvrigt gør i de følgende fem dage. Desværre gik kameraet i stykker inden ungerne fløj fra kassen, så vi var ikke i stand til at fastslå, hvor mange der var i kassen i de sidste dage, hvis ikke vi havde set dem flyve ind.

Stor tak til Dorthe og Klaus Søndergaard, fordi vi fik lov at følge med i «Fuglekasse 7"! 

Bannerfoto på forsiden er også taget af Jacob Michelsen.

/Tekst Anne Blotting

Nedenfor ses flere videoer optaget af Klaus Søndergaard og Anne Blotting: